“Jeg kan godt dø før dig” siger han.

“A hvad?” svarer jeg.

“Ja jeg kan godt dø før dig” siger han igen.

Han fortsætter en snak om hans bedsteforældre som vist er døde.
Det er lidt svært at forstå ham. (Men befriende allerede at tale dybt med en person man lige har mødt).

“Man kan blive kørt ned af en bil, man kan blive syg og man kan falde ned med en flyvemaskine” fortsætter han og tager en bid af hans riskiks.

“Det er rigtigt, det kan man” svarer jeg.

Han fortsætter hans filosofiske betragtninger og vi er nu de sidste tilbage ved bordet.

Han afslutter sin riskiks og en pædagog råber han skal have skiftet ble inden han render videre.

Jeg kigger ud over den store grønne plæne med sandkasser, fodboldbaner, indianerby, trampoliner, vandløb, bakker, huler, sjove svinggynger, det hele omkranset af tre store skove, hvoraf den ene hedder kærlighedsskoven. Fugle, insekter og kaniner boltrer sig imellem de små mennesker som løber rundt og leger med naturen som redskab. Tre børn råber. De har lige fundet en frø. Andre er på gå-runde sammen med en voksen hvor de skal finde en masse dyr og lære dem at kende. Solen bager på os alle. Blå himmel, t-shirt. I det hele taget er det måske årets smukkeste dag.

Min søn Storm har 10 biler som han sidder og leger med på et legetæppe udenfor. En dreng kommer over. “Jeg vil gerne lege med bilerne” siger han og rækker ud efter en af Storms biler.
“Nej!” Siger Storm hårdt og samler dem til sig.
“Joooo du skal dele” siger drengen.
“Nej!” Siger Storm hårdt igen.

Igennem dagen har jeg observeret hvordan pædagogerne løser problemerne. Og fair nok! Men jeg kommer til at tænke på den spirituelle lærer Wayne Dyer og hans historie om non-interference. Jeg prøver det. Normalt ville jeg jo nok sige til Storm at han skulle dele – du ved noget i retning af “Storm du har 10 biler skulle du ikke give en af bilerne til drengen?” – apropos mit seneste blogindlæg, at vi med det samme vil lukke noget i. Tryghed.

Jeg observerer bare.

Drengen sætter sig helt tæt.
Storm kigger lidt ondt på drengen.
Drengen sidder et stykke tid.
Jeg fornemmer et opgør.
Men.
Drengen trækker sig pludseligt, går over og henter en anden bil og kommer tilbage til Storm.
Han begynder at lege foran ham med det nye bil.
Storm bliver interesseret og rækker ham en af hans biler.
De begynder at lege sammen.

Dagen fortsætter.

Men selvom vi er ude i naturen og solen skinner føler jeg alligevel en sorg over hvor indoktrineret det hele er. På den anden side, kan det måske ikke gøres bedre? Især ikke hvis du stadig har brug for at få dine børn passet. Og det bliver vi vel nødt til? Eller hvad. Jeg ville jo brænde sammen tilsidst hvis jeg skulle have ham hver dag. Jeg kan simpel hen ikke underholde ham og han elsker at komme i vuggestue – og nu børnehave.

De ankommer samlet.
Står på række.
Gør det samme.
Ved de skal putte madpakken ind i køleskabet så snart de ankommer, vaske hænder, tisse af før de bliver sluppet løs på området, omkranset af hegn.

Det skærer lidt i mit hjerte når jeg skriver disse ord. For som sagt… det her kan ikke blive bedre. En udflytter børnehave i verdensklasse og Storm er lige startet. Jeg kan se hvordan han løber rundt til højre og venstre, imens de andre står pænt på række. Snart falder han også pænt ind på række.
Men hvordan dælen skulle man dog ellers gøre det?

Men måske jeg bare overdriver.

(Louise skriver til min Instagram at jeg skal starte fremtidens skole og være klar inden Storm starter om 3 år.)