Han sidder bagpå.
Det er overskyet.
Vi nærmer os den nye bro.
”Du bliver nødt til at trykke på din turbo-knap hvis vi skal nå over!” Råber jeg til ham.  
Han trykker instinktivt på turbo-knappen som sidder fastgjort på sædet foran ham.
Vi suser over broen.
Ingen problemer.
Lander i Nyhavn, som altid stråler på sin egen unikke facon.  
”Vi kom over, godt gået” siger jeg.
Stille og roligt triller vi hen til lysekrydset.
”Er der rot?,” spørger han.
Ja, det er der.
Det bliver grønt og vi kører sammen med de 1000 andre cyklister videre igennem indre by. Alle typer mennesker i alle mulige størrelser. Kongens Nytorv danser. Klokkerne slår. Bilerne larmer. Men Gothersgade er heldigvis blevet åbnet op igen.

Jeg trækker det sidste stykke.
Begynder at forberede ham.
”Så skal du ud og køre med bus, skat” siger jeg.
”Skal du med, far?” spørger han.
”Nej, du skal selv køre med bus, sammen med de voksne og alle de andre børn, ik” siger jeg usikkert og bider tænderne sammen. Jeg nærmest lukker øjnene i frygt for hans svar. Vi havde jo godt forberedt ham tidligere, og i går, men med børn…..der ved man sgu aldrig. Hver dag er en ny låge man kan åbne, og der er ingen udsigt til kulmination. Enten har de taget et tigerspring, pludselig virker de forandret eller også er de voldsomt glade – eller også har de bare en dag hvor alt er alt NEEEEJ!!
”Jeg ÆÆÆÆLSKER at køre med bus”, siger han.
Lettelsen letter.
Puha.
Det kunne have gået begge veje.
Heldigvis er han pisse nysgerrig og det hele trækker i det rigtige retning.

Vi møder Woke-Dad nede ved bussen.  Manden der kan alt. Manden der agerer som det kvindelige, men samtidig er en mand og har alle de rigtige ingredienser med i spil. God uddannelse. Den perfekte sut. Stofbleer, brystmælk og en madkasse på størrelse med Titanic.

Jeg nikker til ham.

Bussen er allerede kommet.
Der er en lille kø.
Vi stiller os hen.
Han begynder at trække lidt i land.
Med det samme prøver jeg at løse problemet og glemmer alt om tryghed, essens og non-interference opdragelse.

”Skal far bære dig?” spørger jeg desperat. Nej siger han. Jeg har også ekstra bleer med som jeg skal have placeret et sted, så de kommer med. Kan jeg proppe den på ham? Ned i hans taske med madpakke? (som han gerne skulle bære selv, men som jeg af en eller anden grund har i hånden). Han prøver at række sin lille hånd ud efter min. Jeg ville så gerne, men kan ikke.

”Må jeg få et farvelkys?” spørger jeg og sætter mig ned på hug. Det hele er lidt sløret. Han tøver igen. Pædagogen som står ved bussen kan godt se hans tøven og heldigvis kommer pædagog nummer to hen og skal køre med og kan tage ham i hånden. Men han vil ikke holdes i hånden af andre end hans far. Gisp. Pædagog nummer to siger at han bare kan bære ham. Problem løst. Skyerne driver væk, den blå himmel åbner sig og solen titter frem. Eller hvad? De går i hvert fald op i bussen. Men jeg kan ikke se ham mere. Han sidder ikke på rækken ud til gaden.

Jeg bevæger mig rundt om bussen. Om på den anden side. Og dér, lige dér i vinduet stikker hans lille søde lyshåret hoved op. Han græder ikke. Hvorfor skulle han også det? Han vinker stille. Jeg vinker. Mit hjerte slår. Forældre står på række og vinker. Han vinker lidt igen. Jeg vinker. Han vinker. Jeg vinker lidt igen. Andre vinker. Jeg vinker. Han vinker. Jeg beslutter mig for at gå. Han kigger på mig. Jeg vinker. Han vinker imens han ser mig forsvinde rundt om bussen.

Da jeg kommer hjem til Missona fortæller jeg om hændelsen. Hun fortæller om en veninde der også går før bussen kører. Men hun siger at hun selv bliver og vinker farvel.

Jeg reflekterer uden at komme frem til et svar.
Godt.
Jeg er tilbage på stien.
Åbne svar og nye døre åbner.

Hvad siger du? Skal man gå inden bussen kører eller blive og vinke?