Sidder og spejler ud over forsamlingen.
Det er min sidste workshop i denne omgang. Mogens & Panilla har åbnet deres hjerter og deres hjem i Horsens.
Jeg afrunder.
Mogens kommer over og krammer mig. Han kan ikke holde tårerne tilbage. Det slår mig hvor akavet jeg er i en situation som denne. En stærk voksen mand holder mig tæt ind til kroppen i en rum tid. Det føles langt.
Hvad er der galt med mig? Hvorfor bliver jeg så akavet, når en grædende stærk voksen mand holder mig tæt ind til kroppen i et kærligt øjeblik??
Jeg hører mig selv sige ”nååårh” – som om jeg taler til et barn.
”Stop dig selv, ” tænker jeg.
Mogens slipper og takker fra bunden af sit hjerte.
Jeg føler en ydmyghed og en følelse af flugt. ”Velbekomme,” siger jeg og mærker humorens usynlige mur komme snigende. Men jeg stopper den. Bryder den ned. Lader den brase sammen. Nægter at sige noget komisk.
Er stolt. Men stadig akavet i følelsen. Før i tiden brugte jeg humoren så snart nogen kom for tæt på. Denne gang er jeg mere bevidst om det. Stadig underligt, dog.
Jeg filosoferer på vej hjem til København. “Jeg bliver jo nødt til at gå ind i det”, mumler jeg.
I dag var der 6 mænd og 7 kvinder og det ser ud som om at mændene kommer mere og mere på banen. Tror 2023 bliver skelsættende for de mænd der har mærket hamsterhjulets skarpe skruer.
“Måske humoren er min følgesvend i tykt og tyndt? På godt og ondt. Så måske jeg bruger den når jeg vil gøre folk glade, men og også til at skabe distance?”
”Ej, stop dig selv. Du har brugt den som forsvarsmekanisme i evigheder, så lad være med at prøve at bortforklare” bestemmer jeg.
Men der er noget om det. “Jeg skal også lære at slippe fortiden. Slippe min historie. Det skal vi alle…” filosoferer jeg.
Regnen pisker mod roden. Kører over broen. Lander i København.
Trækker vejret.
Har en smuk ro i kroppen som altid efter jeg har været ude og sprede kærlighed og glæde.
”Nemlig, den kan bruges både til at åbne hjerter og lukke hjerter. Sejt egentlig. En powerstyrke hvis jeg bruger den bevidst”, tænker jeg.
Også derfor jeg er i gang med at skabe nyt spirituelt one man show.
Elefanten i Rummet – om spiritualitet & penge. En brandfarlig cocktail.